Dai | Infosport | Fc Trefalke startside | Fc Trefalke 2

0 dage til kickoff
 
 
Flest kampe 2011 7-mands:

1. Kaare Ekmann Poulsen 15
2. Valdemar Hein 15
3. Nicolaj Nyby 14
4. Eskil Hein 13
5. Jacob Larsø Perregaard 10
 Se hele listen her »

 
 

Glemt at betale kontingent?

Se hvordan du gør på debatforummet!

og se årets rækkeinddeling - de ska prygles ska de!

1-2-TREFALKE

 
Seneste kamp:

BK Sidste Chance 1-4 Fc Trefalke 2

Sidste chance for endnu en sejr 2011


 
Eskil Hein
Årets sidste kamp blev afviklet en kold torsdag aften i oktober på Kløvermarkens 'kunststofbane', som nærmere kan betegnes som en grusbane.

7 mand var torsdag morgen meldt klar til kamp, men desværre måtte Magnus melde fra på dagen, da den røde regerings problemer med at få rigets finanser til at gå op med deres mange løfter betød, at Magnus måtte blive og arbejde over. Ind blev i sidste øjeblik indkaldt to tidligere hold 2 - nuværende hold 1 - falke, Niels og Jeppe. Glæden var stor blandt de seks frysende falke, da den tiltrængte forstærkning dukkede op.

Begge hold ventede længselsfuldt på den pågældende medspiller, der var i besiddelse af hvert sit holds trøjetaske - allerede dér viste Trefalke sig dog overlegne og slog BK Sidste Chance med flere halve minutter, idet Thomas hastede ind i omklædningsrummet 20 minutter før kick-off.

Just ankommet til grusbanen lod dommeren forstå, at han skulle ud på Brøndby Stadion og se pokalkamp mellem BIF-FCK, så der kunne ikke blive tale om at udskyde kick-off 5 minutter som anmodet fra holdenes side.

Den korte optakt gik på, at vi skulle forsøge at undgå den sædvanlige start med at indkassere et par kasser eller tre i eget net i kampens første 10 minutter, som ellers har været holdet sikre varemærke igennem hele sæsonen.

Falkene satte sig fra start på begivenhedernes gang mod et aldrende, men jovialt BK SC-hold. Flere gode muligheder kom falkene til, og kun godt målmandsspil forhindrede falkene i at få matchens første scoring.

Efter 15 minutters spil skete det uundgåelige: på en ufarlig lang bold op til deres bette angriber fik Valdemar ikke clearet og et forkølet skud kunne trille ind i det korte hjørne bag JP på kassen, som blev blændet af den lave sol.

Moralen var dog - som det har været gældende hele sæsonen - fortsat høj, og troen på succes svandt ikke ind hos falkene på trods af den ufortjente føring til BK SC.

Ace og Nyby lå inden kampen på en delt 2. plads på topscorerlisten med hver fem scoringer. Der var med andre ord lagt op til en hæsblæsende dyst om den ærefulde 2. plads (Lars T. på 1. pladsen med 8 træffere igennem første halvsæson). Inden kick-off havde der været skarpe bemærkninger de to imellem om, hvem der mon kunne trække det længste strå og slutte næstøverst på listen - lidt sund konkurrence med andre ord :-)

Både Ace og Nyby bød sig derfor naturligvis til, da Thomas midtvejs i 1. halvleg blev væltet i det kriminelle felt. JP havde dog kaldt straffe-'shotgun' inden kick-off, så han kunne fordoble sin scoringsgrad efter forrige kamps dommedagsdrøn på selvsamme grusbane nogle uger i forvejen. Med vakse krops- og kigvæk-finter narrede JP keeperen til at blive stående i midten af målet. Dog blev afslutningen også midt i målet og BK SC kunne i stedet igangsætte et ivrigt kontra, der dog løb ud i sandet (bogstaveligt talt).

Der gik dog ikke længe før, at dommeren endelig kunne pege mod midten i anerkendelse af falkene første scoring: Altid træfsikre Nyby kunne efter en standardsituation banke læderet i nettet, 1-1 og jublen kunne bryde løs.

Denne stilling holdt til pausen. Taktikken blev drøftet, færre lange bolde op til targetman Niels og hurtigere afleveringer omkring de noget langsommere modstandere. Nyby lod en enkelt bemærkning falde til Ace omkring topscorerlisten som tak for påmindelsen inden kampen om Man U's nylige nederlag på 1-6 mod Man C, hehe.

Stikpillen til Ace gav bagslag for Nyby og fuld gevinst for Falkene. Først 2-1 og siden 3-1 blev sat ind af den vævre kantspillere kort inde i 2. halvleg. Modstanderholdet var knækket og det var nu udelukkende et spørgsmål om sejrens størrelse og ikke mindst om Ace kunne lave hattrick eller ej, så han kunne komme op på 1. pladsen. Thorbjørn ville dog også være med og fik sat en flot scoring ind til 4-1. De sidste 10 minutter var rent powerplay med BK SC's mål, hvor kun et utal af redninger fra deres keeper afholdte falkene fra at øge føringen - ikke mindst Ace fik brændt mindst tre 90 % chancer.

Til slut ville dommeren til pokalkamp i Brøndby og kampen fløjtet af.

Moralen var høj, årets sidste kamp vundet og det overbevisende og med manér. Et sejrskampråb blev efterfulgt af trøjetaskeøl (tak, Thomas).

Falkene sluttede hæderligt af i en første sæson som 7-mandshold. Tak til den trofaste kerne af spillere gennem året og ikke mindst tak til flere af de nu nye falke, som har trådt tiltrængt til, når vi stod med 5-6 tilmeldinger. Det har været en på sin vis fantastisk sæson med høj moral hele vejen igennem. Tak for i år gutter, vi ses til afslutning/julefrokost hos Kaare lørdag d. 12.11.2011!

Four more years,
falke forever
#6

Målscorere (assist):

Nicolaj Nyby (??)
Eskil Hein (??)
Eskil Hein (Thorbjørn Hubeck-Graudal)
Thorbjørn Hubeck-Graudal (Thomas Brædder)

Kampens spiller: Eskil Hein
Tilskuere: 0
Vask: Valdemar Hein
Referant: Valdemar Hein

 
For medlemmer:
Brugernavn:
Adgangskode: 
 
trefalke.dk - bygget på zoccerzite
layout fasting.dk